Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 4 - april 2009

Planer for 2009
- fortsat vækst og nye aktiviteter

På baggrund af en 60 procents vækst i omsætningen i 2008 vil Alexandra Instituttets omsætning og aktivitetsniveau også stige i 2009. Dog næppe i så højt et tempo.

 

Men allerede nu er der iværksat mange nye tiltag, f.eks. inden for geografisk spredning af instituttets aktiviteter og inden for kunst og kultur.

Større spredning

I år åbner Alexandra nye afdelinger i Herning og Sorø. Formålet med de nye afdelinger er at styrke instituttets kontakt til små og mellemstore virksomheder uden for universitetsbyerne. Den øgede SMV-orientering er en vigtigt del af Alexandras strategi for de kommende år.

Den øgede SMV-orientering bakkes yderligere op af instituttets engagement i iKraft-projektet. Projektet, der er støttet af Region Midtjylland, indeholder bl.a. seks netværksagenter fordelt ud i de midtjyske kommuner og med base i de lokale erhvervscentre.

Klimaudstilling

Alexandras engagement inden for kunst, kultur og oplevelser har været støt stigende. I februar måned åbnede udstillingen ENTER ACTION på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udstillingen er kurateret i et samarbejde mellem museet og Alexandra, og den har været en gedigen publikumssucces med over 50.000 besøgende.

Til oktober åbner en ny kunstudstilling i København, denne gang med temaet ”kunst og klimaforandringer”. Det sker i forbindelse med FNs klimakonference i København. Titlen er Re:think, og udstillingen er et samarbejde mellem Statens Museum for Kunst, Kunsthallen Nikolaj og Den Frie Udstillingsbygning. Re:think er støttet af Nordisk Kulturfond som Årets Nordiske Udstillling 2008-10 og yderligere støttet af Fonden for Markedsføringen af Danmark.

10 års fødselsdag

Og sidst, men ikke mindst, kan Alexandra Instituttet fejre 10 års fødselsdag i august måned. Den runde dag vil ikke blive markeret i stor stil, men vi vil allerede nu benytte lejligheden til at sige tak til alle de organisationer, virksomheder og enkeltpersoner, der har støttet Alexandra Instituttet i alle årene, og som vi håber fortsat vil engagere sig i instituttets virke fremover.

 

 

ENTER ACTION på ARoS Aarhus Kunstmuseum.

 

 

 

 

© Alexandra Instituttet A/S