Home | Oversigt        

nyhedsbrev

Nummer 3 - marts 2009

SPOPOS viser vej

Systemet SPOPOS til indendørs sporing af mennesker og genstande er blevet afprøvet i Københavns Lufthavn i Kastrup. Systemet hjælper passagererne med at nå deres fly og lufthavnen med at holde tidsplanerne. Senest ved at vise ventetiden ved køen til security – opgjort i realtid.

 

SPOPOS-konsortiet arbejder med sporingsteknologi i indendørs miljøer. Alexandra Instituttets rolle er at formidle resultaterne fra projektet, og det er f.eks. gjort via en lille video om SPOPOS, som kan ses på projektets hjemmeside.

RFID og bluetooth

SPOPOS står for ”Sporingsteknologisk Person og Operatør Service. Ved hjælp af bluetooth- og RFID-antenner placeret 19 forskellige steder i lufthavnen, kan man få et præcist billede af, hvordan passagererne bevæger sig rundt. Teknologien kan f.eks. advare rejsende, hvis de bevæger sig så langt væk fra den gate, de skal rejse fra, at de risikerer at komme for sent til boarding. Lufthavnen kan se, hvor passageren befinder sig og kontakte ham/hende personligt over mobilen i stedet for at lave et højttalerudkald i hele lufthavnen.

SPOPOS-teknologien bruges også til at hjælpe lufthavnspersonalet med at forudsige og imødegå kødannelse. Passagererne kan få et overblik over forventet ventetid ved check-in - både på computeren hjemmefra inden afgang og på skærme i lufthavnen.

Nye anvendelser

- Man kan hele tiden kan finde nye anvendelser for teknologien, siger netværksleder Sarah Blichfeldt, der er Alexandra Instituttets repræsentant i SPOPOS-projektet.

- Det kunne f.eks. også være interessant, hvis et storcenter ville tage teknologien til sig. Faktisk kan alle steder, hvor store menneskemængder bevæger sig rundt over tid, have nytte af teknologien. Og andre lufthavne har allerede vist interesse for projektet.

Det bekræfter Peter Knudsen, der er direktør for Blip Systems. Han er glad for det samarbejde, der er blevet etableret mellem SPOPOS-konsortiet og Kastrup Lufthavn. Blip Systems har i projektet bidraget bl.a. med viden om bluetooth-teknologi og de praktiske aspekter ved brug af lokationsbestemte services.

Sporingsteknologi og lokationsbestemte services er et emne, der optager mange. I den kommende tid vil Alexandra Instituttet arrangere en række temamøder, der præsenterer og demonstrerer projektet for potentielle interessenter.


 

 

Spopos

Klik her for at se video om SPOPOS.

Fakta

Cirka 4 procent af SAS Danmarks afgange ud af København forsinkes, fordi passagerer kommer for sent til gaten. Ved at bruge SPOPOS kan dette tal reduceres væsentligt.

Der er hver dag omkring 300 højttalerudkald i Københavns Lufthavn i Kastrup til passagerer, som kommer for sent til gaten.

Københavns Lufthavn er den første lufthavn i Europa, der tester netop denne kombination af trådløs teknologi.

Bag projektet står Københavns Lufthavne, IT-Universitetet i København, DTU/ Risø, Lyngsoe Systems, Blip Systems, Travel Market og Alexandra Instituttet. SAS Danmark deltager desuden i testfasen.

På hjemmesiden www.spopos.dk finder du yderligere oplysninger om projektet.

 

 

 

 

© Alexandra Instituttet A/S